Pressekort skal tilvælges

HB har netop besluttet, at alle medlemmer skal have et medlemskort. Nye medlemmer kan supplere ved at erhverve sig pressekort.

Mediepolitisk udvalg har i gennem længere tid diskuteret, hvordan man fortsat kan sikre pressekortets troværdighed. Derfor har det været diskuteret, hvordan man kunne sikre en løsning, så pressekortet bevarer den troværdighed, der er nødvendig for, at det kan bruges som arbejdsredskab. 

DJStud har længe syntes, at det var en god idé at beskytte pressekortets troværdighed på denne måde.

Efter diskussion i hovedbestyrelsen, stemte flertallet af de tilstedeværende HB-medlemmer for, at alle DJ medlemmer skal have et medlemskort i kreditkort-kvalitet. Samtidig blev det besluttet, at alle medlemmer, kan erhverve sig et pressekort, blot sker det ikke automatisk ved indmeldelse i DJ.  

Det nye medlemskort vil blive trykt og distribueret til alle medlemmer af DJ.  

De der allerede har et pressekort beholder dette til udløb og får derefter et nyt ved henvendelse til DJ.  

Når nye medlemmer optages, kan de ligeledes - ved at henvende sig til DJ - få et pressekort, hvis de vurderer at have brug for det.  

DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård ønsker med beslutningen at øge troværdigheden om pressekortet: 

”Det enkelte medlem afgør selv sit behov for pressekortet og kan uden yderligere dokumentation erhverve sig kortet. Med den nye beslutning ønsker vi at sende et signal om at pressekortet ikke udstedes automatisk, hvilket vil reducere antallet af kort i omløb og dermed øge kortets troværdighed. Dette signal er vigtigt, også selvom der ikke sker noget dramatisk fald i antallet af udstedte pressekort,” siger forbundsformanden. 

Beslutningen bliver synlig for medlemmerne når de i maj/juni modtager det nye medlemskort med posten. Kortet vil indeholde navn samt medlemsnummer. 

Nævnes skal dog, at HB-beslutningen skal konfirmeres af delegeretmødet den 21. og 22. april. Hvis delegeretmøde er enige i, at pressekortet ikke udstedes automatisk, så kommer der et medlemskort. Ellers fortsætter DJ med at udstede pressekort til alle.