Afgående KaJ formand Håkon Stolbergs beretning

Formandens årsberetning marts 2009

 

Vi er nu over 1.000 medlemmer i KaJ. Muligheden for online tilmelding har givetvis hjulpet på tallene, men der er stadig problemer. Især mangler der en upload funktion til billeder. Noget vi håber, forbundet får styr på hurtigst muligt. En anden årsag til de mange KaJ’ere er en flok nye medlemmer fra Mediehøjskolen i København. Vi håber på at se mange af dem til generalforsamling og fest lørdag den 14. marts i Århus.

 

KaJs bestyrelse besluttede i oktober, at oprette underforeninger på henholdsvis Mediehøjskolen og Journalisthøjskolen. I praksis har det vist sig ikke at være muligt foreløbig. Men vi har fået god kontakt til vores nye venner i Emdrup og regner med, at der kommer et mere formelt samarbejde med tiden. KaJs Laura Bøge Mortensen er KaJs særlige udsending i den henseende.

 

På Journalisthøjskolen er De Studerendes Råd (DSR) langsomt, men sikkert ved at vokse sig stor og stærk. Det er vi i KaJs bestyrelse rigtig glade for. For på den måde kan KaJ koncentrere sig om at repræsentere os som journalister, mens DSR er vores studierepræsentanter.

 

Panikdag i forbedret udgave

Når forårets runde af praktiksøgningen går i gang, bliver det forhåbentligt med mindre panik og mere kvalitet i de match, der bliver lavet mellem studerende og medier. Det er i hvert fald hensigten med den ændring af praktiksøgningssystemet, som KaJ sammen med JR og KaJO har fået vedtaget i Praktikudvalget.

 

Ved næste Panikdag bliver ansøgninger udleveret til medierne kl. 8.00, som det også foregår i dag. Frem til kl. 9.30 skal medierne læse ansøgninger, og først efter kl. 9.30 er det tilladt at kalde studerende til samtale og ansatte dem.

 

Det er DJStuds forhåbning, at medierne vælger at bruge den tid på at læse ansøgninger, så vi som studerende kan være sikker på, at vores ansøgning er blevet læst - og det ikke længere beror på tilfældigheder, så som om ansøgningen ligger i toppen eller bunden af stakken.

 

DJStud havde gerne set, at Praktikudvalget havde taget skridtet fuldt ud og samtidig indført et "samtalevindue" efter "læsevinduet", hvor medierne kunne gennemføre samtaler med de studerende, inden der kunne indgå en gældende aftale. Det ville betyde, at de studerende havde mulighed for at tage til flere samtaler, før den endelige beslutning skulle træffes - hos både studerende og medier. Men det kunne udvalget desværre ikke blive enige om.

 

Kvalitetstjek af praktikstederne

KaJO trak sig ud af projektet om smileyordning for praktiksteder. Og JR har ikke vist interesse for at deltage aktivt heller. Men Esben Christensen og Peter Korsgaard fra KaJ arbejder videre på projektet. Opinioundersøgelsen er på vej ud til medlemmerne. Vi håber stadig på offentliggørelse op til praktiksøgningens start forår 2009. KaJs bestyrelse håber, at vi med smileyordningen kan give de praktiksøgende et bedre grundlag for at vælge praktiksted. Men også at der kommer mere opmærksomhed på, hvad der gør et godt praktikforløb.

 

Praktikforlængelser

Det er for dårligt, når universitetsstuderende fra SDU og RUC, der er færdige med praktikken fortsætter på praktikoverenskomst. Det udvander Journalisthøjskolens særkende som praktikere. Og det er en udnyttelse af en særoverenskomst.

 

Alle parter - måske bortset for arbejdsgiverne – er bedre tjent med, at færdige praktikanter får ordentlig løn. Altså tariffen for færdiguddannede. Som det ser ud nu, tager praktikanter, der bliver forlænget, arbejde fra færdiguddannede. Og praktikpladser fra de praktiksøgende.

 

RUCs fjortendages praktik

Studerende på RUC kommer i 14 dages forpraktik (medieværksted kalder de det). Det er KaJ som udgangspunkt ikke imod. Men at forløbet ligger lige op til praktiksøgningen er ikke acceptabelt. Det giver en ubehagelig stemning til åbent hus ugen og skaber ulige vilkår for praktikansøgerne. I flere tilfælde bliver der slået stillinger op, som reelt er taget af en 14 dages praktikant. Det skete senest til efterårets panikdag. Derfor ønsker vi at RUC genovervejer afviklingen. Desuden bør de få 14 dages (praktik)løn for 14 dages arbejde.

 

KaJs kommunikation

På den seneste historieliste fra Illustret Bunker kan man finde en undrehistorie om KaJ og DSR. At medlemmerne ikke ved, hvad KaJ kan og vil, er i første og sidste ende foreningens problem. Vores kommunikation skal derfor stadig forbedres.

 

Vi har lavet en skabelon til et nyhedsbrev, og den ny bestyrelse kommer til at sætte en målsætning for, hvor ofte der skal sendes sådan et ud. Samtidig arbejder vi på, at lave et oplæg om salg af artikler i samarbejde med freelancerne. Hvis vi kan få mere offentlig viden om artikelpriser hos medierne og fremgangsmåde, kan vi sikre bedre betaling til journaliststuderende såvel som freelancere.

 

Danske Journaliststuderende

Sammen med KaJO fra SDU og JR fra RUC har vi nu indgået en aftale om delvis fællesøkonomi. Hver måned indbetaler vi et fast beløb til fælleskontoen, og så er der hele tiden økonomi til de løbende fællesudgifter. Det drejer sig om Kravlinguddelingen, fælles møder for at påvirke branchen og Journalistforbundet samt fælles kaffe, kage og snapsbod til panikdagene. KaJ betaler 2/4, mens de to andre foreninger hver betaler en fjerdedel.

 

Arrangementer

I løbet af det sidste år har vi igen afholdt Kravlingfest og prisuddeling som en fælles fejring af faget for alle journaliststuderende. Indtil videre er det kun studerende fra Journalisthøjskolen, der har vundet prisen og den medfølgende check. En tendens, der forhåbentlig fortsætter 17. april, når vi igen mødes til Kravlingfest i Politikens gamle trykpresse på Rådhuspladsen.

 

Fagfestivalen, der er Journalistforbundets svar på Roskilde Festivalen, var en stor succes og flere hundrede studerende deltog. Normalt søger studerende, der får billetten betalt af praktikstedet ikke om støtte. Så en automatiseret KaJ-støtte ved tilmelding kom til at koste ekstra. Men det er possitivt, at så mange KaJmedlemmer deltog og fik et par gode dage i Odense. KaJ endte med at betale 120.000 for weekenden.

 

Kort efter fagfestivalen blev der afholdt Faglig Weekend, som er Danske Journaliststuderendes (DJStud) fælles faglige arrangement. Det blev mindre succesfuldt. Under ti medlemmer deltog ud over bestyrelserne. Fremover vil vi kun afholde Fagligweekend de år, hvor der ikke er Fagfestival.

 

Fredagsbar i København er blevet en fast tilbagevendende begivenhed. Det koster os ikke en krone, og medlemmerne får set sine medpraktikanter over billige øl. Så hold øje med Facebook eller din mail, hvis du er i København af og til.

 

Økonomi

Medlemmernes penge blev i 2008 brugt på netop medlemmerne. KaJ har i 2008 støttet Kravling, Illustreret Bunker, Citat, Studieture, foredrag, Panikdagene og Fag Festivalen.

 

Størst af alle de poster er dog Fag Festivalen. KaJ støttede alle deltagende medlemmer med 400 kroner. Derudover betalte KaJ en bus, der kørte medlemmerne til Odense. I alt kostede weekenden godt 120.000 kroner.

 

KaJ fik efter weekenden en regning fra DJ på godt 110.000 kroner. KaJ kunne have betalt hele regningen på én gang. Men for at sikre os, at vi har penge på kontoen til studietursstøtte, kursusstøtte, bestyrelsesmøder, boden på panikdagen, Kravling og de mange andre projekter, valgte KaJ at betale regningen over flere måneder ved hjælp af vores kontingentkroner. Vi forventer at regningen er betalt i april eller maj.

 

Da KaJ har haft en egenkapital, som var langt større, end vores revisorer har ment var nødvendigt, har vi længe forsøgt at sendt flere penge i omløb til gavn for vores medlemmer. Det lykkedes heldigvis med Fagfestivalen, som rigtig mange af vores medlemmer havde stor glæde af, og vores egenkapital er nu nede på et niveau, som giver mening.

 

Selvom støtteudgifterne dette år var voldsomt domineret af Fag Festivalen, gik der også en stor del penge til ’almindelig’ støtte. Både medlemmer i praktik og på skolen fik del i de godt 50.000 kroner KaJ brugte på studieture og kurser.

 

KaJ’s Studieturs-støtte var så populær i 2008, at også medlemmer af JR og KaJO søgte støtte hos os. De fik dog afslag og blev opfordret til at søge støtte i deres egen forening.

 

Størstedelen af bestyrelsen fortsætter eller genopstiller til generalforsamlingen. Men efter tre år i bestyrelsen, de sidste to som formand, stopper jeg. Troels Gadegaard Frølich stiller op som ny formand, og jeg er sikker på, vi medlemmer ikke fortryder, hvis han bliver valgt.

 

Håkon Stolberg

Formand for KaJ

Marts 2009