Mange nye kræfter i KaJ
Af David Wedege
"Det er dejligt at se, at vi har været i stand til at trække nye mennesker til. Det er utrolig vigtigt for KaJ, at der er folk, som har lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet," siger formand Troels Gadegaard Frølich.
Nyt blod blev sprøjtet ind i KaJs bestyrelse, da foreningen lørdag den 10. oktober afviklede sin halvårlige generalforsamling. Fire bestyrelsesposter var på valg, og blandt kandidaterne til kampvalget var der fire helt nye ansigter, som strøg direkte ind.
"Flere af de gamle kræfter har ønsket at give plads for nye kræfter, samtidig med at vi fortsat kan trække på deres rutine som suppleanter, så jeg er lykkelig," erklærer formanden, som nu har et nyt arbejdshold bag sig, som breder sig over alle skolens semestre.
Som ny kasserer blev Kresten Morten Munksgaard blev valgt. Han afløser Camilla Rozenfeld, som ønsker at geare ned.
"Camilla har været den bedste kasserer, man kunne ønske sig. Hun har 100 procent styr på sine ting og har også været fantastisk til at holde mig selv og resten af bestyrelsen i ørerne, så der altid er orden i bilagene. Hun har gjort et kæmpearbejde," siger formanden, som ser frem til at fortsætte samarbejdet:
"Jeg er meget glad for, at hun fortsætter som suppleant, så vi og medlemmerne stadig får glæde af hendes store engagement."
Se den ny bestyrelse her.
Læs referat fra generalforsamlingen her.


