KaJO: Dansk Journalistforbund bryder fortrolighed
PRESSEMEDDELELSE, torsdag den 5. november 2009
Sagen om Journalistens plagiat af en artikel har skabt et stort spørgsmål: Hvorfor behandler DJ ikke sine medlemmer anstændigt? Derfor kræver KaJO nu en forklaring.
”KaJO bakker Mads og Silas op i deres krav om erstatning,” erklærer næstformand i KaJO Morten Thrane.
”Deres artikel er blevet plagieret af fagbladet Journalisten. Punktum. Indtil videre er der ikke nogen fra DJ, der uden forbehold har bakket Mads og Silas op i deres sag. Det gør KaJO. 100%,” siger Morten Thrane.
KaJO vil have svar på, hvilken behandling man kan vente at få, når man kontakter DJ. Indtil videre har DJ svaret, at det er normal procedure, at en DJ-jurist, der skal vejlede (og vel at mærke vejlede) de krænkede, informerer krænkeren af ophavsretten, hvis denne også er DJ-medlem, INDEN de studerende får vejledning.
”Det er ganske enkelt hul i hovedet. I det øjeblik DJs jurist vælger at tage kontakt til Journalistens ansvarshavende chefredaktør Troels Widding, fratager DJs jurist de studerendes ret til selv at vælge, om der overhovedet skal være en sag. Og det er en vigtig pointe,” mener Morten Thrane.
Han fortsætter:
”Kan man i fremtiden ikke selv få lov til at vælge, om man vil gå videre med en sag, hvis man beder om vejledning i DJ – og kun vejledning? Skal man frygte, at sagen kører uden ens tilkendegivelse? Det håber vi sandelig ikke i KaJO.”
Sagen kunne være sluttet ved, at DJ havde undskyldt den fejlagtige sagsbehandling og støttet de studerende 100 % i deres krav om erstatning. I stedet skriver næstformand i DJ Fred Jacobsen i en kommentar til artiklen på Journalisten.dk:
”I nogle tilfælde kan det være, at vi henvender os til den krænkende part. Det er en vurdering fra sag til sag - og når det handler om sager mellem medlemmer, er det naturligvis ofte det, vi gør. Og når det sker inden for egne rækker, finder jeg det helt naturligt.”
Det mener KaJO er helt utilstedeligt. Derfor er vi på nuværende tidspunkt betænkelige ved at sende andre studerende med brug for vejledning videre til DJ, hvis de skal få samme behandling, som Mads Therkildsen og Silas Fuglsbjerg har fået.
”Vi vil i KaJO være sikre på, at DJ ikke går videre med en sag, uden at spørge et medlem om lov først. Vi forlanger fortroligheden hos DJ genoprettet,” siger Morten Thrane.
Derfor stiller KaJO i samarbejde med hovedbestyrelsesmedlem Anders Dollerup et forslag om, at DJ udstikker klare retningslinjer for, hvad proceduren er, når et DJ-medlem henvender sig til DJ for at få vejledning. Herunder om DJ-medlemmet kan forvente fortrolighed i vejledningsprocessen.
”Det er det mindste, man som medlem af en ordentlig fagforening, kan forlange,” mener Morten Thrane.
Læs i øvrigt de studerendes version af sagen her, ved at kopiere linket og indsætte det i browseren: http://djstud.dk/sw4776.asp
Og Journalistens version af sagen her: http://journalisten.dk/studerende-kraever-erstatning-af-journalisten
For yderligere informationer kontakt:
Morten Thrane, næstformand for KaJO, mobil: 60 83 38 67
Læs de to studerendes klarlægning af sagen her: http://djstud.dk/sw4776.asp


