Journalistens plagiat - sagen klarlagt

KaJO lader de to studerende i plagiatsagen komme til orde:

Af Mads Therkildsen og Silas Fuglsbjerg, d. 5. november 2009.

Kære alle

Sagen om Journalistens plagiat af vores artikel har efterhånden så mange aspekter, at de kan være svære at finde rundt i. Vi ønsker ikke at deltage i mudderkastningen på journalisten.dk. Men vi synes dog, at sagen er for kompleks og vigtig til at ignorere. For kan forbundets medlemmer forvente fortrolighed, når de henvender sig med en ømtålelig sag? Og må man selv bestemme, om man vil føre en sag eller ej? Vi ved det ikke endnu – men læs med alligevel.

Sagen startede med, at Troels Evold Widding - Journalistens chefredaktør - havde hørt om en undersøgelse, vi havde lavet i forbindelse med research til en artikel. Han ringede og viste stor interesse. Derfor sendte vi ham artiklen to dage før vores udgivelse med lovning om først at publicere, når Lixen havde bragt historien. Den del af aftalen overholdt han.

Men da vi læste hans version af historien, var den så godt som identisk med vores. Vi bliver på studiet indoktrineret med, at plagiat er en stor synd. Derfor undrede vi os over, at han som chefredaktør for et blad, der skriver om journalister og deres rettigheder, kopierede vores tekst.

Da vi er nye i faget, var vi som udgangspunkt interesserede i at finde ud af, hvor grænsen går. Hvordan forholder man sig i branchen til plagiat? Vi sendte derfor Jonas Thing, uddannelseskonsulent i DJ, en mail med de to tekster og spurgte, hvad han syntes. Han rådede os til at få Lixens chefredaktør, Johan Winther, til at kontakte DJs jurist Christian Dølpher. På forbundets anvisning sendte Johan Winther derfor Christian Dølpher en mail for at få vejledning. Vi vidste ikke, om vi ville køre en sag – bare have klare retningslinier.

Christian Dølphers besvarelse af mailen vender vi tilbage til. Den kom nemlig først to dage senere.

Omvendt modtog vi – Mads Therkildsen og Silas Fuglsbjerg – den efterfølgende morgen en mail fra Troels Evold Widding. Christian Dølpher havde kontaktet ham og fortalt om vores henvendelse. Widding var utilfreds med, at vi ikke bare klarede sagen internt. Vi undrede os over, at vi ikke havde hørt noget fra juristen, og det var meget ubehageligt pludselig at blive konfronteret af Troels Evold Widding uden at ane, hvor vi selv stod.

Vi havde blot søgt vejledning i forbundet, men følte os pludselig overladt til os selv. I vores verden eksisterede der slet ingen sag på det tidspunkt. Vi anede jo ikke, om Troels Evold Widding havde gjort noget som helst forkert. Men i kraft af Widdings offensiv, følte vi ikke, at der var nogen vej tilbage. Vi havde mistet tilliden til forbundet, da vi selvfølgelig havde forventet fortrolighed i en sådan sag.

Efter to dage svarede Christian Dølpher så på vores henvendelse. Han konstaterede, at Troels Evold Widding havde plagieret vores artikel. Han sluttede mailen med: "PS: Jeg har orienteret Troels Evold Widding om min vurdering."

Vi havde ikke lyst til at søge yderligere vejledning hos DJ. Derfor talte vi med flere af vores undervisere. De rådede os til at opgøre, hvor mange timers arbejde, vi havde lagt i artiklen og derefter sende regningen. Vi skulle ikke tage yderligere kontakt til Journalisten - blot sende regningen.

For at dobbelttjekke procedurens rigtighed kontaktede vi Kristian Melgaard - formand for Freelancegruppen, der bekræftede vores underviseres vurdering.

På baggrund af denne rådgivning sendte vi regningen til Troels Evold Widding. Og ventede.

Efter nogle dage reagerer forbundet. Jonas Thing og næstformand Fred Jacobsen ville gerne holde et møde, så vi kunne få talt sagen igennem. Det indvilliger vi selvfølgelig i, da vi efterhånden også havde en række spørgsmål. Til stede ved mødet er også KaJOs formand, Maria Djurhuus Petersen.

Vi taler forløbet igennem og stiller gentagne gange det spørgsmål, der frustrerer os mest:

Havde Christian Dølpher også gået til chefredaktøren uden vores samtykke, hvis der ikke havde været tale om fagbladet Journalisten. Havde proceduren været den samme, hvis synderen havde repræsenteret et hvilket som helst andet medie?

Vi havde aftenen før mødet sendt Fred og Jonas spørgsmålet pr. mail, så der ikke var tvivl om, hvad vi mente.

Svaret var klart. Ja, det var fuldstændig normal procedure. Vi undrede os, men kunne ikke gøre andet end at acceptere, at sådan behandler forbundet åbenbart alle sager. Fred og Jonas gjorde det samtidig klart for os, at forbundet er på vores side. Det ville de ikke lægge skjul på, hvis fx Journalisten skulle ønske en udtalelse i sagen.

Med samtalen in mente udtalte Mads Therkildsen sig nogle dage senere til Journalisten.dk. Vi var bange for at blive hængt ud på den ene eller anden måde, så derfor udtalte vi os. Vi havde foretrukket, hvis sagen havde været afsluttet først, men Journalisten havde en anden dagsorden, og den præmis accepterer vi selvfølgelig.

Da artiklen publiceres, kan vi konstatere, at artiklen handler om vores krav – hvor vidt beløbet er rimeligt. Troels Evold Widding underdriver omfanget af, hvad han har plagieret. Kraftigt.

Ovenstående var forventeligt. Omvendt er vi overraskede over, at Christian Dølpher udtaler sig i sagen. Og i særdeleshed at han taler Journalistens sag. Vi kræver for meget, konstaterer han. Vi havde forventet forbundets opbakning - som lovet få dage før.

Efterfølgende blusser debatten op på Journalistens hjemmeside. Nogle heftige bemærkninger fra Lene Rimestad, underviser på SDU, gør, at vi nogle dage senere har Fred Jacobsen i røret. Han vil have klare linier og ikke beskyldes for noget, han ikke har gjort. Det skal han selvfølgelig heller ikke, og vi bliver hurtigt enige.

Debatten har dog rejst nogle spørgsmål, som vi gerne vil have svar på. Mange har imidlertid undret sig over jurist Christian Dølphers håndtering af sagen, og derfor spørger vi ham igen – denne gang endnu mere konkret end ved vores første møde:

”Hvis chefredaktøren fra for eksempel Jyllands-Posten havde plagieret vores artikel, havde DJ så stadig håndteret sagen på samme måde? Havde Christian Dølpher stadig kontaktet chefredaktøren - uden vores samtykke - før vi selv fik vejledning?”

Modsat de klare linier ved vores første møde erkender Fred nu, ”at det havde han nok ikke.” Det er en unik sag, og den er blevet behandlet på en særlig måde, fordi det er inden for egne rækker.

Efterfølgende har forskellige ansatte ved forbundet udtalt sig i sagen. Mange siger det ene. Flere det andet. Og Fred Jacobsen siger imidlertid begge dele. Nogle har sågar en mening om, hvad vi mener. Vi er forvirrede og savner retningslinier. Også i unikke sager omhandlende fagbladet Journalisten. 

Fred forstod ikke, hvorfor spørgsmålet var så vigtigt for os. Og hvis vi gik videre med sagen, ville han støtte Christian Dølpher 100 %.

Spørgsmålet er vigtigt for os, fordi: I det øjeblik Christian Dølpher informerer Troels Evold Widding, fratager han os muligheden for selv at vælge, hvordan vi vil reagere i sagen. Eller om vi overhovedet vil gøre noget.

Sagen kunne være stoppet, hvis vi selv havde fået lov at tage kontakten til Troels. Tonen kunne have været en ganske anden. Det er forbundet, der har medvirket til, at sagen eskalerer, som den har gjort.

I går modtog vi et forligsforslag fra Troels Evold Widding. Forbundet opfordrer os til at vende forslaget med jurist Christian Dølpher. Men Dølpher har jo allerede taget stilling i sagen. Han mener, at vi kræver for meget. Derfor har vi nu bedt om uvildig rådgivning.

Vi håber, at denne sag kan være med til at starte en debat og belyse nogle vilkår, som mange medlemmer af forbundet ikke vil acceptere.

Bedste hilsner

Mads Therkildsen og Silas Fuglsbjerg, journaliststuderende på SDU

Læs KaJOs holdning til sagen her: http://djstud.dk/sw4774.asp