KaJO afviser ny offentlighedslov

På KaJOs generalforsamling skulle medlemmerne tage stilling til, om KaJO skulle stille sig kritisk overfor lovforslaget fra Offentlighedskommissionen. Svaret var tydeligt. Udtalelsen fremsat af KaJOs bestyrelse blev enstemmigt vedtaget, og er ligesom alle seks kredse i DJ imod lovforslaget, og hovedbestyrelsens høringssvar. KaJO håber ligesom de seks forbundskredse, at hovedbestyrelsen i DJ ændrer holdning til lovforslaget, som folketinget skal stemme om til oktober. Hele udtalelsen kan læses her:

Udtalelse fra KaJOs Generalforsamling

Kredsen af Journaliststuderende i Odense, KaJO, går ind for størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning. Derfor afviser KaJO de paragraffer i udkastet til den nye offentlighedslov, som vil begrænse adgangen til aktindsigt for presse og borgere.

KaJO er særligt kritiske over for § 22, 23, 24, 25 og 26, som vil begrænse adgangen til interne dokumenter, kalendere og adgangen til dokumenter, der udveksles mellem stat og kommuner.

KaJO anerkender dog, at der er enkelte forbedringer i udkastet mod mere offentlighed. De forbedringer hilser KaJO velkommen. 

KaJO opfordrer specifikt Journalistforbundets Hovedbestyrelse til at afvise alle indskrænkninger i åbenheden, når det endelige lovforslag fremsættes for Folketinget.
 
Udtalelsen blev indstillet af en samlet KaJO-bestyrelse og blev enstemmigt vedtaget på KaJOs Generalforsamling.